Explosions in the Sky

Med ‘The Earth Is Not a Cold Dead Place’ lavede Explosions in the Sky et af 2003’s absolut bedste albums. Som det tredje årtusindes elektriske udgave af Beethoven vekslede pladens sindssygt smukke instrumentale kompositioner mellem symfoniske eksplosioner og lindrende kærtegn. Nu er den texanske gruppe så tilbage. Udgangspunktet er som sådan det samme som altid: Quiet-loud-quiet-loud, som englænderne siger.

Formlen virker også denne gang, eksplosionerne har bare fået længere lunte. Og er det så godt eller skidt? Well, det forekommer umuligt, at bandet er i stand til at lave hverken bras eller søvndyssende lydtapet. Sagen er snarere, at Explosions in the Sky på dette album ikke i nær så høj grad spænder lytteren ud mellem post-rockens ekstremer.

Vist løftes man op i de højere skylag på ‘It’s Natural to Be Afraid’, men den musikalske og følelsesmæssige spændingskurve er trukket længere ud og knejser og knækker ikke så sylespidst på ‘All of a Sudden…’. Renselses-elementet, hvor alt kastes overbord i en hvirvlende skøn syndflod er ikke så fremtrædende, og skønheden ligger endnu mere end tidligere i detaljerne.

Nogle vil måske foretrække kontrasternes massive sammenstød, men uanset hvad står denne plade som en heroisk hyldest til de muligheder, som rockmusikkens traditionelle instrumentale opsætning stadig gemmer. Samtidig er det en påmindelse om, hvor latterligt lidt mange andre får ud af anstrengelserne med strenge, skind og elektricitet sammenlignet med Explosions in the Sky.