P.G. Six

En af de musikalske revivals, der synes at blive ved med at leve sig eget lille liv, er den britiske folk-revival. Ikke nok med, at den de senere år har givet fornyet interesse i Nick Drake, Pentangle og senest også sidstnævntes frontfigur, Bert Janch – den er også så småt ved at sprede sig til den amerikanske nordøstkyst, hvor den til tider svært avantgardistiske freak-folk genre efterhånden skylder meget til sin britiske storebror.

P.G. Six, kunstnernavnet for newyorkeren Patrick Gubler, er langt fra så psykedelisk eller avantgardistisk som sine artsfæller i blandt andet The Sunburned Hand of the Man, Six Organs of Admittance eller John Fahey.
På sit tredje soloalbum, udgivet på det efterhånden temmelig freak-folk-liderlige Chicago-label, Drag City, er P.G Six i det melodiøse hjørne. Det bliver næsten helt poppet visse steder, for melodierne sætter sig fast med det samme – især ligger ‘The Dance’ og ‘Bless These Blues’ så langt fra avantgardens indædte had til alt, hvad der bare minder om ørehængeri, som man omtrent kan komme, uden at det hele ryger hen i alt. country-grøften.

Derfor vil ‘Slightly Sorry’ også være mere relevant for dig, som endnu ikke er parat til at tage skridtet ud i den store freak-folk afgrøft. Er du den type, der egentlig hellere vil tilbringe lørdag aften med at sidde hjemme i sofaen og lytte til dine Smog-plader for gud ved hvilken gang, så går du ikke galt i byen med Pat Gubler.