Ratatat – men musikken var fed!

Ratatat er et fremragende band, men ikke engang publikums engagement formåede at skjule, at onsdag aftens koncert var skæmmet af organisatoriske irritationsmomenter.

Ratatats perfekte indietronica fik folk op på tåspidserne fra den første tone blev slået an, lige til den sidste klingede ud. Deres blanding af elektroniske beats og guitarriffs, som går fra dæmpede, naivistiske strums til lirede 80’er-soli, fungerer næsten endnu bedre live end på plade, og new yorker-duoen (som på scenen var en trio) havde med deres fåmælte indie-attitude så meget overskud, kraft og energi, at de, nærmest uden at gøre noget, tændte et publikum, der for sin del tydeligvis bestod af glade fans og engagerede kendere.

Men hvad band og publikum havde af nærvær og engagement, det manglede Loppen i dygtighed: Jeg bliver sur og skuffet, hver gang jeg tænker på højttalerne med de løse forbindelser, som gjorde, at musikken halvdelen af tiden faldt ind og ud som en teenager i døren til en pornobutik. Og ærgerlig hver gang jeg tænker på koncerten, der varede en time, da den først var kommet i gang efter et dj-sæt på to timer. Hvis en time er det, Ratatat har at byde på, så er det fint med mig – et band skal kun præsentere det materiale, det kan stå inde for – men så er det på den anden side et spillesteds ansvar at give bolchet en ordentlig indpakning. Og det gjorde Loppen ikke.