Rickie Lee Jones

Rickie Lee Jones har fundet Jesus. Den slags kommer der som regel aldrig noget godt ud af (i hvert fald ikke for Bob Dylan), men i dette tilfælde er det faktisk ikke den rene elendighed – også selvom Vorherre altså har værsgo af at holde sig på behørig afstand af rockmusikken. Albummet er nemlig langt fra den sædvanlige omgang blå-øjet gospel-suppe, som amerikanerne ellers tæppebomber hinanden med.

Det hele begyndte som et spoken-word projekt af multikunstneren Lee Cantelon, hvor Jones bare skulle synge et enkelt nummer, men udviklede sig hurtigt til et helt album. Det er alt sammen en lille smule uigennemskueligt, for ikke at sige mystisk, men det er da i det mindste befriende, at Rickie Lee Jones vælger en mere kunstnerisk tilgang til det farlige religiøse stof. Det kan være lidt af en opgave at regne ud, hvad hun egentlig vil os med dette udspil, men den 52-årige sangerinde har gennem sin næsten 30-år lange karriere sat en stor ære i at vælge de alt andet end sikre veje.

Det er et råt og impulsivt udspil, som bærer tydeligt præg af at være et resultat af en mere eller mindre pludselig guddommelig indskydelse fremfor moden overvejelse. Det er langt fra hendes bedste album til dato, men det viser i det mindste, at Rickie Lee Jones på ingen måde er groet fast. Og så længe inspirationen er der, kan det jo være ligegyldigt, hvor den så kommer fra.