Arcade Fire

Med tekststykker som »Mirror mirror on the wall show me where the bombs will fall« og lyden af buldrende torden på åbningsnummeret ‘Black Mirror’, er stemningen ligesom lagt på de magiske Arcade Fires andet album, der uden problemer fortsætter hvor den succesfulde debut, ‘Funeral’, slap i 2004.

Stemningen er blevet mørkere, lyden tungere, men det er stadig kvintettens blanding af traditionelle rockintrumenter – guitar og trommer – og de mere klassiske strygere, horn, harmonika og klaver, der udgør grundtanken i musikken. Men denne gang bygges det komplekse univers også op af et massivt kirkeorgel, mandolin, spinkle xylofoner og så selvfølgelig himmelsk korsang.

For der er stadig et vist religiøst islæt i musikken. Ikke blot i sanger Win Butlers apokalyptiske tekster, men altså også i instrumenteringen. Og det er en af Arcade Fires absolutte forcer. Den hypnotiske blanding af tung, dyb guitar og trommer, og så lyse elementer, som for eksempel korsangen og xylofonen på den anden halvdel af det skizofrene ‘Black Wave / Bad Vibrations’ – som en slags bibelsk kamp mellem det gode og det onde.

Til at balancere sit dommedagssortsyn (han synger blandt andet »World War 3, when are you coming for me?« og »Not much chance for survival if the Neon Bible is right«) har Butler sin kone, Régine Chassagne, og sammen skaber de smuk vokalharmoni, som på den fremragende opdatering af det gamle nummer ‘No Cars Go’. Hendes lyse røst er en fin kontrast til Butlers ofte manisk desperate udgydelser. Nummeret er også et af de mere up-tempo, fængende af slagsen på et album, der ellers er lidt mere dvælende end forgængeren. ‘Keep the Car Running’ og ‘The Well and the Lighthouse’ er dog også øjeblikkeligt øreguf, mens andre sange vokser med tiden, når deres komplekse detaljerigdom siver ind under huden.

Her er en bibel jeg gerne vender tilbage til igen og igen.