Brett Anderson

‘Love Is Dead’. Så kort og kynisk kan det siges. Men selvom kærligheden er kørt af sporet, så er der som altid rigeligt med romantik og røde øjne på en samling sange signeret Brett Anderson. Således også på den tidligere Suede-sangers solodebut, der indledes med samme sang, som han fremførte for Frederik og Mary til folkefesten Rock’n’Royal for snart tre år siden.

Og selvom kærligheds-nekrologen ved den lejlighed nok faldt lidt til jorden foran et forelsket kronprinspar, så har det nedtrykte nummer en sjældent opløftende effekt som stemningssætter. Et smukt og såre simpelt strygertema gør det svært at styre vandet i tårekanalerne, i hvert fald for alle dem, der har byttet tosomhed ud med ensomhed. Det lyder måske sentimentalt, men det er storladent og sart på én og samme tid, hvilket er en umådelig svær balancegang at beherske.

Efter den kortvarige genforening med gudeguitaristen Bernard Butler i The Tears, står det snart 40-årige sexsymbol (for både hankøn og hunkøn) for første gang på egne ben rent musikalsk. Og så alligevel ikke, for i stedet har han fået hjælp af den norske producer Fred Ball. Og dermed holder han det evige Suede-spøgelse en armslængde væk – men så heller ikke mere. Selvom stilen er mere afdæmpet, så er sporet stort set det samme. Andersons store stemme er dog ikke længere udsat for hverken effekter eller ecstasy som i gamle dage, hvilket ganske passende gør den mere rug og nøgtern. Og hvor han tidligere sang på en hel generations vegne, synger han nu kun for og om sig selv. Og det klæder ham, trods et par elendige ekkoer af tidligere tiders bedrifter.

Engang var hele Europa deres legeplads. Men det er efterhånden mange Grønne Koncerter siden Suede var toppen af poppen. Men på det voksne og velovervejede soloalbum lyder Brett Anderson mere inspireret og indbydende end hidtil i dette årti.