Grinderman

Dæmonerne er linet op som en apokalyptisk forskrift på Nick Caves nye sideprojekt, Grinderman. Den australske forfører står i vanlig poetisk pågående og nærmest selvudslettende stil i front for en kvartet, som hiver, slider og maser sig igennem en slags liderlig punk, der udspringer fra sjælens dybeste, sorte huller.

Her råder lysterne og de hæmningsløse seksuelle forestillinger. Med titler som ‘No Pussy Blues’, ‘Electric Alice’ og ‘Depth Charge Ethel’ maler Cave sine poetiske lærreder tydeligt på en kanvas larmende, distortet blues, der ikke efterlader meget til fantasien. Bakket op af The Bad Seeds trioen – Warren Ellis (Dirty Three), Martyn Casey og Jim Sclavunos – er Grinderman fire pågående musikere, der i en jammet, løssluppen og ofte yderst punket tilgang tydeligt inspirerer og rykker ved hinandens grænser.

Titelsangen ‘Grinderman’ er ganske passende den tungeste og mørkeste spundet i Caves nærmest messende selvreflektioner: »I’m the Grinderman seven days a week / In the pale moonlight in the silver rain«. For der er kun ladt plads til en enkelt rigtig ballade og popmelodi i ‘When My Love Comes Down’. Men Grinderman summer af en anderledes vitalitet, spillelyst og opfindsomhed, der næppe gør denne langspiller til en engansforestilling.