Junior Boys – læremestre i ensomhed

Den canadiske electropop-duo Junior Boys kan skrue på det indre ur med simple midler. De kan få elektronkredsløbet i en synthesizer til at løbe langsommere, rytmemaskineriet til at ramme hvilepulsen og befale lydbølgerne at stå stille. Derfor er Jeremy Greenspan og Matt Didemus efterspurgte herrer på den internationale koncertscene.

På deres anden visit i København ramte de igen det forførende og tidløse melodiske håndværk. Et Lille Vega med god benplads tog imod. Med hviskende indievokaler og aende taktarter forvaltede duoen alt fra mikro-house og discobeats til elektronisk r’n’b og luksuspop med sikkerhed.

Junior Boys’ omrejsende sovekammerpop vil også klare sig fint til fest på fondsbørsen. Det er strømlinet og velklædt, grænsende til dovent og udtryksløst, akkurat som Pet Shop Boys vil være det på morfin og sovepiller. Men selv på bonede machogulve finder man digte og poetisk leben gemt i jakkelommen. Disse drenge var næppe dem, der legede røvere og soldater i børnehaven. Næh, de holdt sig indendørs og dagdrømte.

Duoen fra Ontario i Canada er stadig ikke kommet ud af soveværelset og med de to elegante showstykker med fremtidspop i kufferten, ‘So This Is Goodbye’ fra 2006 og 2004’s ‘Last Exit’, lod de publikum være ensomme nåle på landkortet. Helt alene og afskåret fra sidemanden, hvor alle blev enige om en melankolsk mine som naturlig reaktion på de indadvendte elektroniske viser.

Greenspans stemme lød som en henkastet skygge på væggen. Den var materieløs, uprovokeret, distanceret og talte lige fra hjertekulen med adresse til håbløse romantikere med hang til ulykkelig kærlighed og et selvmedlidende, løst greb om cognac-flasken. Didemus dirigerede maskinparken og sammen holdt de liv i tilhørernes forladte hjerter i en drømmende nattestund på kant med sengetiden og tidsfornemmelsen.