Boom Bip

Elektronisk musik er et åbent hav, der er længere og bredere, end øjet kan se. Og med alle muligheder for at navigere sig udover afgrunden. Aphex Twin gjorde det og danske Bjørn Svin med. Få har fulgt efter. Ærgerligt. For tidens elektroniske toneklang ender altid sekterisk og territorialt. Når en genre først er født og grænserne trukket op – til eksempel 2006’s dubstep og elektrohouse – holder man sig til stentavlernes nyskrevne konvention af frygt for at blive kaldt kætter. Kom ud hvor dansegulvet ikke kan bunde. Ud af reservatet. Ud at parre sig med de andre dyr. Bland blod. Bliv mutanter!

En af dem, der har tilladt sit isenkram at have cybersex og dele phonostik med andre maskiner, er amerikanske Bryan Hollon alias Boom Bip. Han startede som hiphop-producer med hjælp fra Anticon, kørte en omvej til elektronisk postrock på albummet ‘Blue Eyed in the Red Room’ og er nu landet i et nyt sted, hvor han frivilligt har afgrænset sit musikalske albuerum til 80’ernes progressive italodisco. Et territorium, der bevogtes af Giorgio Moroders instrumentale disco-fandango og Japanese Telecoms smukt glaserede electropop.

På ep’ens fem numre har Hollon dermed renset venerne og kastet gammelt gods overbord. Selvom man ikke stjæler slik fra børn, har Hollon alligevel haft fingrene i kagedåsen og fremskaffet de mest legesyge musikmotorer, der kan opdrives. Numrene emmer af nedbarberede bitopløsninger, blip/blop fra spillemaskiner, pumpende tanz-beats og koklokker, der slår takten lystigt an. Men det er tydeligt, at Hollon ikke er på hjemmebane i den glitrede ende af musikskalaen, og derfor fremstår ep’en mestendels usofistikeret og med kvalitative mangler.