Iko

Det lyder grangiveligt som en kvinde, der lægger stemmebånd til britiske Ikos kærlighedssyge, blide og nænsomme popnumre for følsomme sjæle. Men det er rent faktisk Kieran Scraggs mandlige røst, som aer og vugger på bedste luftige vis.

Det er også den specielle stemme, der gav Iko den nødvendige opmærksomhed på Myspace, hvor Copenhagen Records faldt over Scraggs sørgmodige vokal og de drømmende sange og skyndte sig at signe gruppen, endnu inden de fik pladekontrakt i hjemlandet.

Til efteråret kommer fuldlængde-debuten, og indtil da præsenterer kvartetten på Lovestruck en række romantiske, bløde numre, som væver sig enkelt og elegant ind i hinanden i et fint univers af forsigtige, milde toner centreret omkring Scraggs feminine vokal.

Desværre forbliver akkompagnementet fra højstemte violiner og jævnt guitarspil temmelig harmløst og glat, og Iko bevæger sig ud i lidt for fortærskede og uinteressante tekster som »I need your love like I need air«. I længden bliver ep’ens seks numre lidt for søvndyssende og ensformige, og man kan kun håbe på, at debutalbummet byder på større variation. Scraggs specielle og sarte kvinde-stemme synes til tider også for sukkende og diskret, selvom det er den, der holder ep’en oppe. Derfor når Iko aldrig andet end at kradse let i overfladen.