The Cinematics

Første nummer afspilles. »Åh nej, endnu et band, der forsøger at lyde som Franz Ferdinand«. Det er det første indtryk, man får af den skotske kvartet The Cinematics, som med det ellers glimrende åbningsnummer ‘Race to the City’, placerer sig lige midt i en brit-rocklyd, hvor alt for mange bands har søgt mod det samme udtryk i alt for lang tid.

Men efterhånden som resten af albummet kravler ind i øregangene, kan man begynde at fornemme, at The Cinematics’ musik bliver siddende i ens private og mentale melodiopsamlingscenter. Sangene er simpelthen sat sammen på en så yderst kompetent og gennemtænkt måde, at der konsekvent er et eller andet, som hænger ved.

Samtidig formår kvartetten adskillige steder at ændre udtryk og fjerne sig fra Franz Ferdinand-lyden, og i stedet gå et mørkere og mere melankolsk udtryk i møde. Her blandes inspirationskilder som The Cure, Talking Heads, The Smiths og Jeff Buckley i skøn, halvdyster stilforvirring, som bliver til The Cinematics’ eget stærke udtryk.

The Cinematics formår netop at spille både deres egen og ‘de andres’ musik, og skotterne gør begge dele med stor overbevisning. Men man må håbe, at deres eget udtryk vil blive mere fremherskende i fremtiden, for det er helt sikkert der, de er mest interessante.