Cowboy Junkies

Cowboy Junkies har snart udgivet plader i et kvart århundrede, og i al den tid har det canadiske orkester dannet skole inden for rødvinsvenlig country-tristesse til de små timer og store sorger. Enhver fortabt romantiker burde have Margo Timmins klassiske fortolkninger af blandt andre ‘Lonesome Town’, ‘Sweet Jane’ og ‘Powderfinger’ helt inde på sjælen, men også blandt kvartettens egne sange er der nok sørgmodighed til, at alverdens håbløse melankolikere får de tiltrængte sus i mellemgulvet.

Albummet kræver, som ethvert Cowboy Junkies-album, adskillige gennemlytninger, før noget som helst hægter sig fast. At det er deres bedste album siden det glemte mesterværk fra 1993, ‘Pale Sun, Crescent Moon’, siger desværre mere om resten af bandets produktioner, men som gammel fan er det trods alt opmuntrende at høre, at der nu er knap så meget melodiøs tomgang i Michael Timmins’ sangskrivning som tidligere.

Gode, solide og tidløse sange til trods er det efterhånden ved at være svært at mønstre de helt store følelser som lytter, ligesom den naive og ungdommelige magi, der udødeligegjorde plader som ‘The Trinity Session’ og ‘The Caution Horses’, har veget pladsen for en sangskrivning, der nok har tungen lidt for lige i munden.

Til gengæld er albummet, hvad angår fortrøstningsfuld AOR-rock, skabt til de, der måtte have alvorligt rod i romantikken. Og dem er vi jo trods alt nogle stykker af.