Erasure

Erasures tolvte i rækken af studiealbums er skåret over en klippefast skabelon, hvor Vince Clarke står for fængende electro-pop-programmeringer med sine karakteristiske synthesizere, og Andy Bell lægger falsetvokal og tekster til. Der er med andre ord intet nyt under solen, og det er som at træde ind i en musikalsk tidslomme, hvor alting fremstår uforandret og man trygt kan glemme, at kalenderen faktisk skriver 2007.

Heldigvis kan de begge deres kram. Fra start til slut er der som altid fængende omkvæd med Bells betragtninger over kærlighed og lidenskab, der kræver at blive skrålet med på. Og hvert et nummer er skruet sammen med lige dele af præcision og fermt pop-snedkeri af Clarke.

Men albummet mangler nogle af de stensikre hit, som duoen tidligere mestrede i rigt mål til og med ‘I Say, I Say, I Say’ fra 1994. Det virker som om, at de to herrer næsten kender hinandens muligheder og begrænsninger for godt efter 20 års samarbejde. Og i og med de sprøjter plader ud, der er så forudsigelige rent stilmæssigt, som de er, så kræver det, at de i det mindste har en håndfuld gedigne hits hver gang, men det er altså desværre heller ikke tilfældet denne gang.