Tom McRae – her danser man altså ikke

Tom McRae har sgu lidt af et broget publikum. Hvor langt de fleste af de godt 150 fremmødte folk sad andægtigt, og ikke mindst måbende, på Vegas støvede gulv, holdt deres kæft og slugte hver eneste strofe på den engelske sangers sætliste, så stod der en lille flok højrøstede bøvhoveder ude i siden, som tilsyneladende havde varmet op ved at sidde nede i Fælledparken og kæde-drikke det meste af dagen. Fred være med det, men folk, der forsøger at kommunikere med musikerne på scenen ved at stå og galpe op på bred danglish, er altså irriterende. Og så er vi ikke engang nået til dem, der dansede.

Bortset fra det, var det tydeligt, at samtlige mennesker i salen – bagstive eller ej – dyrkede Tom McRae som den rene Messias. Adskillige af aftenens sange kalder også på behersket idoldyrkelse, men at vi alligevel kendte hver eneste ord fra hans bidende og dæmoniserede ballader, må have overrasket de fleste. Men sådan er det med englænderens ellers temmelig forudsigelige sange – de er umådeligt svære at ryste af sig, og når de tilmed leveres i selskab med klaver og forvrænget cello, suser det først for alvor i de små hår i nakken.

Aftenens mest gåsehudsfremkaldende eksempler var især ‘My Vampire Heart’, ‘The Boy with the Bubblegun’ og ‘Bloodless’, der blev leveret siddende på scenekanten, helt og aldeles unplugged. Bare et af de mange overrumplende øjeblikke fra en aften, hvor der var frit løb for både branderter og dæmoner.