James Yorkston

Indimellem er skotske James Yorkston så umiddelbart anonym, at kom han galoperende ned af Strøget på en brunstig elefant ville ingen løfte et øjenbryn af den grund. Men selvom man absolut skal være varsom med at forveksle kedsommelighed med substans, så er der nu alligevel og ved nærmere eftertanke noget ganske vedkommende og relevant over Yorkstons varme og mildt blåtonede folk.

Albummet er resultatet af skottens snusen rundt i bagkatalogets krinkelkroge. 12 tidligere uudgivne sange, b-sider og hvad man i mangel af bedre kan kalde sjældenheder fylder tiden ud, og det skal Yorkston bestemt ikke høre et egentligt ondt ord for. Bevares, et par af sangene er så habilt begivenhedsløse, at Yorkston selv ville have problemer med at nynne de mest mindeværdige strofer eller mangel på samme, hvis man vækkede ham midt om natten og bad ham om det.

Omvendt er det svært ikke at holde af og med Yorkston, når han viser prøver på talentet. ‘A Man with My Skills’ er næsten frejdig og behageligt let med sit klingende klaver. ‘Blue Madonnas’ har det let genkendelige tema, man indimellem sukker efter og ‘Moving Up Country, Roaring the Gospel’ er simpelthen kvalitets-sangskrivning fra øverste skuffe og tæt på en regulær ørehænger, der ville gøre sig gennem lyse sommernætter i det rette selskab. Jo, når det kommer til stykket, så hæver Yorkston sig pænt over trivialitetens røvtriste gråvejr.