Joycehotel

Juvelkassen fra Joycehotel indeholder ikke ammunition til en musikalsk revolution. Dertil minder bandets andet album for meget om det første og for meget om noget, man har hørt før. Ikke desto mindre overbeviser Joycehotel med sin indtagende langsomhed, mørksindige herrestemmer og rytmedrevne tungsind.

Der er gået næsten tre år, siden Joycehotel udgav deres selvbetitlede debutalbum. På debuten fik bandet producer-assistance af vennerne i Kitty Wu, og samarbejdet satte sine tydelige spor. Denne gang har Joyce-frontmand Kristian Funder selv skruet på knapperne, men producer-skiftet til trods holder bandet fast i den Kitty Wu’ske tungsinds-rock med en mørktonet, opmærksomhedskrævende rytmesektion med staccato-guitar og tørre trommer.

Og det er fint. Særligt iørenfaldende er den minimale instrumentering. Ofte, som på ‘Eights’ eller ‘Blowing Up the World’, holdes nummerne kun i gang af Kristian Funders vokal og lidt guitarklang. Den spartanske instrumentering efterlader en simpel, men også effektiv rock. Det skyldes ikke mindst Kristian Funders vokal, som momentvis formår at male samme stemningsfuldendte lydbillede som Jacob Bellens. Stemningen føles af og til så tyk, at lytningen bliver en tilstand. Men efter nogle gennemlytninger virker numrene på pladen desværre lidt for ens, og man fornemmer en ulmende stilstand. Ikke en musikalsk revolution. Men mindre kan så udemærket gøre det.