Death By Kite – kompetent og let kedeligt

Efter en hel dag under en overraskende sol og med æblevin og billigøl dunkende rundt i årerne, var dagens uden sammenligning største publikum på Pavilion Junior mere end klar til at blive blæst væk af Death By Kites svævende støjrock.

Det var med andre ord en taknemmelig setting, som gladeligt hyldede den københavnske trio, selv når de med blikket hårdt fokuseret mod skosnuderne fortabte sig i lidt for mange forudsigelige akkordskift indhyllet i dirrende dissonans.

Frontmand Bjørn Langes vokal forsvandt lidt for ofte ind i støjen og efterlod Sidsel Hermansens bas og Kristian Kimers stramme trommer til at holde pulsen i melodiløse, grålige ekkoer af 90’ernes alternative guitarrock. Når Langes stemme derimod fik plads, og den ivrige rytmesektion fik lov at dominere, som på den fremragende single ‘Bhf. Asta’, så viste bandet både tænder og følsomhed.

Man kan dårligt bebrejde et band, at deres lyd er underlig umoderne. Death By Kite er et forbandet kompetent band, men søndag aften tiggede de nærmest om sammenligninger med Sonic Youth og tidlig Mew, og så kom de altså til kort.