O’death

De sidste år har vi været vidne til, hvordan flere bands har flirtet med punkens heftige energi, skarptskårne kompositioner og fandenivoldske attituder og tildelt arrangementerne en ansigtsløftning af mere eller mindre opsigtsvækkende karakter. Særligt vellykkede synteser, som involverer punk, står blandt andre Gogol Bordello og Flogging Molly for, idet de hver især har fået flikket nogle musikalsk bæredygtige eskapader sammen ved at kombinere punk med henholdsvis sigøjnermusik og keltisk musik. I dette eksperimenterende selskab kan O’death nu indskrive sig med deres uregerlige redneck-folkpunk.

Småskizofrent, måske, men med deres sydstatsinstrumentering primært bestående af en pågående banjo og vimsende violin er det svært ikke at lade sig gribe af stemningen og vandre ind i den støvede saloon og hen i det fjerneste hjørne, hvorfra der er bedst udsyn ud til de skæggede minearbejdere, skråtyggende bonderøve og letpåklædte cowgirls, som står på gulvet og ryster lemmerne til den til tider frenetiske americana leveret af newyorkerne. For ja, de er nu faktisk fra New York, men det piller ikke ved det autentiske præg, numrene har på denne feststemte skive, der kun vanskeligt lade sig fjerne fra cd-afspilleren igen.