Oh No Ono – med hår i øjnene
Odeon-teltet var fyldt godt op med den overvejende unge del af Roskilde Festivals gæster, da Nordjyllands svar på ‘Fame’-musicalen gik på scenen, iført en tøjstil fra en anden og meget fremmed tid. I front på scenen placerede de tre ledende figurerer i bandet sig, med håret mere bobbet end nogensinde, make up’en godt skruet op og ben så tynde som kæppe. Sjældent har jeg set bukser været placeret så højt oppe på maven.
Oh No Ono har om nogen reddet på en bølge af hype og har placeret sig selv solidt på et stadie mellem bands, man enten elsker at hade, eller hader at elske. For hvad er det dog egentlig for noget det her? Visuelt kunne de godt minde om en dårlig skolekomedie fra midten af 80’erne. Musikalsk er de straks mere vanskelige at placere. Debutalbummets numre blev stort set alle serveret for os, samt to numre fra bandets ep, men desværre blev ingen af delene leveret på en særlig overbevisende måde. Det var som om drengene havde glædet sig så meget til årets Roskilde, hvilket de absolut ikke lagde skjul på undervejs, at de helt havde glemt at tjekke op på setlistens og dens storyboard.
Vanen tro blev de to covernumre ‘Subterranean Homsick Blues’ af Bob Dylan og ‘Tomorrow Never Knows’ af The Beatles banket af. Førstnævnte i en overgearet partyudgave som den gode hr. Dylan med garanti ikke ville bryde sig synderligt om, men som her dog fungerede ganske upåklageligt. Og sidstnævnte ledsaget af to mærkelige mandspersoner iført dyrehoveder, der kastede badedyr og andre underlige oppustligheder ud til publikum i bedste The Flaming Lips-stil, som sjovt nok også gav koncert et par hundrede meter væk.
Men det var som om de skøre indslag og bandets ungdommelige og ukuelige charme aldrig rigtig kom helt ud over scenekanten. Specielt det første ekstranummer ‘Sunshine and Rain at Once’ blev en fesen omgang at være vidne til og havde det ikke været for afslutningsnummeret, Nirvana-klassikeren ‘Immodium’, der for alvor viste tænder fra bandet og ikke bare hår og neon-seler, og bandets formidable trommeslager, som brillerede hele vejen igennem, var denne koncert desværre ikke meget andet end en generalprøve til en omgang dilettant komedie uden synderlig pointe.