Spoon

Flere har spået, at Austin-bandets nye album vil føre til deres egentlige kommercielle gennembrud, og bringe dem op i samme liga som bands som The Shins og Modest Mouse. Og med god grund er hypemaskinen blevet skruet op til maximum. Albummet indeholder en række numre, hvis kvalitet og potentiale helt sikkert kan trække det tunge læs, hvis de formår at tage det endelige spring fra at være tilbedt af en flok dedikerede fans, til at blive big business world wide. Men albummet præges også af et sært misforhold mellem en håndfuld fremragende perfekt komponerede sange, der emmer af originalitet og talent, og en lige så stor håndfuld af gennemsnitlige numre, der egentlig gør hverken fra eller til.

Singleforløberen ‘Underdog’ er eksempelvis ikke mindre end en suveræn popkonstellation af lyrisk perfektionisme, hvor middelklassens selvtilfredshed og middelmådighed får en ordentlig lussing af forsanger Britt Daniel. Dette underbygges af et fantastisk melodiarbejde, hvor blæs, handclaps og buldrende trommer lystigt følger op, og udgør en insisterende modvægt til dagligdagens grå konformitet. I samme liga følger ‘You Got Yr. Cherry Bomb’ med blæsere og vokal, det hårdere guitarbaserede ‘Don’t Make Me A Target’ og det Ono/Lennon-inspirerede nummer ‘Black Like Me’, der alle løfter albummets niveau mod de højere luftlag.

På resten af albummet hælder de mere i retning af ordinær collegerock. Det er ikke decideret dårligt, men den eksperimenterende nysgerrighed og det selvstændige udtryk forsvinder som dug for solen, og tilbage står en langt fra helstøbt udgivelse.

Spoon. 'Ga Ga Ga Ga Ga'. Album. Merge Records/ Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af