The Ghost Is Dancing

Mon canadierne putter melodi-doping i skolemælken? Måske uddeler de mærkelige instrumenter hos Borgerservice? Ellers giver de helt sikker statsstøtte til bands med mere end seks medlemmer og mindst to orgler. Noget må de i hvert fald gøre, for så mange alternative poprock-perler kommer ikke af sig selv.

Seneste skud på ahorntræets tykke stamme er det ni mand høje Toronto-baserede musikerkollektiv The Ghost Is Dancing, som på albumdebuten blander pompøs rock og smittende popmelodier efter Arcade Fire-formlen med en upoleret lo fi-charme. Og det med stort held. Særligt bemærkelsesværdig er den skødesløse og hæse råbevokal, som konstant truer med knække over på midten. Vokalens skævhed, koret, den let skramlede produktion og trommernes industrihalsrumklang svøber den melodiøse og pompøse poprock i charmerende ægthed.

Den blæserdrevne og særdeles smittende ‘We’ll Make It’ og den hymniske ‘Wait Another Day’ er to af flere højdepunkter på pladen, som insisterer på at få og fastholde lytterens opmærksomheden hele vejen igennem – nogle steder med hyppige temposkift og andre steder med krummelurelige fill ins. Men hele tiden med en lurende uforudsigelighed og en overrumplende patchwork-instrumentering (alt-inklusiv-køkkenvasken-devisen), der endnu engang understreger canadiernes tæft for det alternative.