Billy Bob Thornton

Måske er det ‘Under the Boardwalk’, der stadig spøger i hukommelsen, men ‘don’t quit your day job’ synes ofte at være den første tanke, der melder sig, når Hollywood-stjernerne får musikalske ambitioner og derfor skifter det hvide lærred ud med den sorte vinyl.

Billy Bob Thornton er imidlertid et sjældent eksempel på, at vi ikke per automatik skal afskrive ethvert forsøg på denne musikalske flermedialitet som værende ublu kassetænkning. Hollywoods aldrende bad-boy har tre plader bag sig, men først på dette fjerde album leverer han et album, der er direkte fremragende i både sangskrivning, sjæl og selvsikkerhed.

Hvor Thornton tidligere brugte det meste af sin tid på at rodde famlende rundt i countryrockens støvede kroge, har han nu holdt sig i nær afstand af Nashville. Fans af Steve Earle, Rodney Crowell og John Hiatt bør lytte nænsomt efter, for i dette hjørne af rootsrocken har Thornton ikke bare perfektioneret sit udtryk som sørgmodig troubadour, men også som sangskriver af den slags, der absolut skal tages alvorligt.

Albummet er naivt, pladderromantisk, langt fra nyskabende, men til gengæld rungende amerikansk i dets blåøjede tro på en bedre verden, den store kærlighed og de gode gamle dage. Men den er også alt for god til bare at være en kuriositet i din pladesamling, for Billy Bob Thornton har skabt et potent, hårdtslående og ikke mindst helvedes melodiøst statement, der ikke lader tvivlen på hans talent meget tilovers.