Chrome Hoof
What the fuck!? Som nysgerrig musiklytter gennem flere år bliver man udsat for meget, men Chrome Hoof her har alligevel taget røven på mig. Når den kunstneriske bagmand er tidligere bassist i doom metal-bandet Cathedral, forventer man alligevel en bestemt genre. Når så albummet også starter med onde vokaler, tung bas og atmosfæriske operavokaler, føler man sig sikker på, hvor i det musikalske landskab, man står. Men når næste nummer så brager derudaf i en slags postfunk med en superstram, dansabel rytme, står man pludselig i ingenmandsland med tåger over engene, så man på ingen måde kan se, hvad der omringer én.
Sådan fortsætter albummet med at tilbyde overraskende og lettere vanvittige indslag. Deres primære beskæftigelse er en slags mathfunk med en dansabel combo af trommer og bas i front med funky guitar, diverse både stramme og udsyrede hornarrangementer og en hærget, vrængende kvindevokal på sidelinjerne. En blanding af 70’er-funk, 80’er-electro og 90’er-techno, der ville passe fint ind i et dj-sæt med numre af Battles, !!! og Out Hud.
Men så er der alt det andet, som mest af alt forvirrer. Pludselig heavy med growl, benhård rock’n’roll afbrudt af avantgarde kammermusik, metalriffs henover simpelt hammondorgel. Nogle af numrene svinger, men ofte er de lidt stive, og bandets mange idéer bliver ikke altid forløst.
Potentiale, ja, men de skal nok lige finde ud af, hvad de i virkeligheden vil.