Oxbow

En sort mand i et lysebrunt jakkesæt kommer gående ned ad en mørk, brostensbelagt gade kun sparsomt oplyst af gaslamper. Store, smagfulde strygerarrangementer følger hans gang. Han mumler lidt for sig selv. Pludselig sprænger et tonstungt guitarriff gaslampernes glas, og den sorte mand væltes bagover og begynder at skrige som en syg hund.

Det er mere eller mindre den stemning Oxbow fremmaner, når de tager hele repertoiret i brug. De sidste mange år har det excentriske, avantgarde støjrock-band turneret som akustisk duo, og det har sat sine spor på deres lyd. I forhold til deres forrige, ekstreme noise-album veksler de nu meget mere mellem det afdæmpede og brutale. Brugen af strygere og diverse blæsere er filmisk og stemningsfuld, klaveret lurer i skyggerne, og bandet har fuldstændig kontrol over de mindste detaljers styrke.

Oxbows største aktiv er dog forsanger Eugene Robinson, der kan gå fra en selvsikker slagsbror til et forpint baggårdsudskud på den tid, det tager at bunde en single malt whiskey. Han mumler, hyler, taler, rabler og kan være helt kælen, cool eller indædt vred, når han rammer mikrofonen. ‘The Narcotic Story’ er jazzet, tung og svimlende dødsblues med en multiberuset, psykisk syg i front.

Gaslampens lys flakker.