Sunset Rubdown

Sådan skal klassisk indierock lyde. Skævt og skramlet. ‘Lalala’ og falske vokaler. Fængende melodier begravet i melankolske detaljer og det der evige tusmørke, der er lige til de kolde sommerfesters sidste bundslatter, når vægen slubrer den sidste stearin.

Spencer Krug, der også bruger sit talent i Wolf Parade, er hovedansvarlig for Sunset Rubdowns storslåede og sønderknuste sange på bandets andet album ‘Shut Up I Am Dreaming’. Her vælter skæve guitarakkorder, skrøbeligt klokkespil, henførende klaver og pludselige råbekor over hinanden fra nær og fjern for at holde Krugs desperate, tyndslidte vokal oppe.

Der er sing-a-long-hymnerne med både håb og fortvivlelse kukkelurende i krogene, de intime stunder sunget med største inderlighed og mindste instrumentering, og de skæve vinkler, som et cirkus vendt på vrangen. Her står bandet på den yderste rand med hånden knyttet og hvide knoer. Og sidst, men ikke mindst, er der de raslende, ustyrlige numre, der bumler afsted som en faldefærdig veteranbil med vasketøjet flagrende fra bagsmækken.

Sunset Rubdown kan afvekslingens kunst uden at dræbe melodierne. Temposkift og stemning er bandets største forcer. Så lad være med at forstyrre Krug, når han sover, for der kommer nogle fabulerende drømme fra et plaget, sortplettet og forvrænget sind ud af det.