Tina Dickow

Nu er det jo ikke ligefrem fordi, tiden sukker efter sangerinder med en akustisk guitar i den ene hånd og et bankende hjerte i den anden. Derfor kræver det også noget særligt at skille sig ud fra den store, grå flok, og det har århusianske Tina Dickow i glimt formået.

På gennembrudsalbummet ‘In the Red’ fra 2005 lyste den intet mindre end formidable ‘Nobody’s Man’ eksempelvis op med vidunderlig kraft, og det samme gør en håndfuld andre sange fra bagkataloget. Men så er der resten af sangene, der lovlig ofte flyder sammen i et lettere ferskt og forglemmeligt udtryk.

Det er derfor glædeligt, at Dickows fjerde udspil rummer færre ligegyldigheder og langt flere vedkommende indslag end tidligere. Stærkt står blandt andet det tørt orkestrerede titelnummer og den blødt svungne, hypermelodiske ‘Everybody Knows’. Og midt i det vindende melodimateriale og den analoge produktion står Dickows udtryksfulde vokal med det Joni Mitchell’ske anstrøg, som passer umanerlig godt til den komplekse jeg/du-kærlighed, hun oftest spænder sine velskrevne vers ud mellem.

Dickow har dog ikke helt fået luget ud i de søvnige indslag, og to-tre numre burde ikke have klaret cuttet. Men at der er så få blundere er et klart fremskridt, og ‘Count to Ten’ er så absolut det fineste udspil fra hendes hånd. Og hjerte.