Claus Hempler
At en af rigets fineste vokaler tilhører Claus Hempler, burde stå klart for enhver med en nogenlunde anstændig interesse for populærmusik. En status, som sangeren og sangskriveren har opnået som frontmand i hedengangne Fielfraz, og siden har konsolideret på soloalbummet ‘Hempler’ fra 2004. Her føjede han på suveræn vis sin mørke, let metalliske croon til en sikker melodifornemmelse og arrangementer, som stedvist klang af Scott Walker.
På dette album har Hempler imidlertid forladt det stramme, stilsikre udtryk til fordel for en mere broget blanding af rockende udadvendthed, jazzet eftertænksomhed, symfonisk popperi og historiefortællende singer/songwriting.
De mange udtryk knyttes dog ubesværet sammen af vokalarbejdet, der løber som en blåsort silketråd gennem alle 15 numre. Og blandt disse står Hempler stærkest i ‘Stripped and All Boiled Down to Almost Nothing’, som sender diskrete hilsener til Mark Eitzels bedste sange, og i ‘Stardust Nostalgia’, der i passager giver mindelser om den unge Leonard Cohen. Dertil kommer den smægtende ‘Kiss the Bride’, hvis stryger- og kastagnetbrug kunne være signeret af nyligt afdøde Lee Hazlewood.
Og det er afgjort i de bløde kurver, Hempler tager sig bedst ud, imens de mere kantede, viltre og tempofyldte indslag paradoksalt nok virker lettere kraftesløse. Men det er da også de afdæmpede og tristessemærkede temperamenter, som får lov at dominere den time, elegantierens tredje soloudspil varer. Lykkeligvis.