Juncker

Når musikere griber i den dansksprogede værktøjskasse, er de sjældent klar over, hvor slemt de kan komme til skade. For gloserne er knivskarpe, og bruges de forkert, forbløder versene øjeblikkeligt – lyt bare til Karen, Johnny Deluxe eller, uha, Thomas Helmig.

En sanger og sangskriver som har anderledes sikkert greb om det danske, er Christian Juncker, der på to tidligere udgivelser har skrevet indfølt og billeddannede om barndom og ungdomsår med mindelser om Søren Kragh-Jacobsen, Bjarne Reuter og salig Dan Turéll.

I sidste del af Junckers trilogi er turen kommet til nutiden, til voksenlivet. Det er således hus i forstæderne, ønsket om en hund og en evig vekslen mellem ro og rastløshed, der rumsterer. Og han formår som altid at koble det prosaiske til det poetiske med linjer som »Du holder min hånd / jeg holder min mund« og »Al slags lidt af hvert / fugl og fisk / kaffegrums«.

Imens Juncker aldrig har haft problemer med sproget, led hans numre førhen under en lovlig glat lyd, som ikke rigtig matchede versenes nuancer. Derfor er det også glædeligt at erfare, at albummet forløses i en mere organisk og personlig klangverden, der anvender violin, horn og tangenter på en såvel økonomisk som fængslende facon.

Ikke alt er på niveau med den rugende og aldeles fremragende ‘Min egen sø’, men det ændrer ikke ved, at albummet er Junckers hidtil bedste og absolut en værdig afslutning på trilogien.