Don’t Be a Stranger

Don’t Be a Stranger lyder som Sverige. Ikke fordi bandet spiller den samme pop eller garagerock, som mange af deres landsfæller, men fordi sekstettens slæbende poprock og molstemte dagdrømmerier maler en collage af svensk landsbytristesse, dybstemt skovro og glimt af livet i filmen ‘Fucking Åmål’ på lytterens indre biograf.

Debutalbummet fra det Stockholm-baserede band åbner med den melodiøse og meget fængede ‘Perfect Problem’, der med sit renskårne blend af radiovenlighed, skæv pop og stærk kvindestemme minder om canadiske Feist. Nummeret tegner den intime stemning og det lave tempo, som fortsætter albummet igennem, hvor musikken lægger sig som tunge velourgardiner om ørene og slutter tæt, tonerne smyger sig ind i hjernens sovekammer og luller langsomt pulsen ned. Glimrende.

På et enkelt nummer, nemlig ‘Yellow Moon’, rejser bandet sig af mørket og spreder en hårdere postpunket energi med mere guitar og en smule støj, som understreger den rå kant, der hele tiden kradser så befriende under den af og til lidt for pæne overflade af fine melodier og dygtig vokal. Netop den pæne vokal er pladens problem. Forsangerinden Liv Widell mangler i længden en smule kant for at bevare spændingen i den ellers gode debut.