Jakobínarína

Ofte er islandsk musik afdæmpet. Som lyden af et isbjerg i 5.1 Dolby Surround, knitrende elektronik og klassiske instrumenter betjent af lokale med æstetiske fimrehår på hver en guitar- eller klaverfinger. Men så sker det, at en flok forstadsdrenge bryder stilheden og alles forventninger. Som nu Jakobínarína der spiller tempofyldt punk med melodi og en anelse støj.

Bandet, som kommer fra en forstad til Reykjavik og er opkaldt efter en pige i deres klasse, har en gennemsnitsalder på lidt over 18 år, men den unge alder synes ikke at være et problem, for sekstetten kan allerede skrive SXSW, Airwaves, opvarmningstjanser for Franz Ferdinand og Brian Jonestown Massacre på cv’et.

Heller ikke på lydsiden er alderen et problem. Måske kan det rasende tempo og den ungdommelige nerve tilskrives alderen, men til gengæld er det svært at aldersfæstne forsanger Gunnar Bergmanns råbevokal – der sidder en klædelig og troværdig vrede i hans unge stemmebånds dybe toner.

På stort set alle albummets 12 skæringer, med undtagelse af et lille surfguitar-intermezzo, fræser Jakobínarína afsted med en sådan fart, at man som lytter efterlades med tungen ud af halsen, ørene flagrende bagud og ude af stand til at høre variationerne. Man klamrer sig til melodierne og tænker, om det høje tempo er et mål i sig. Og det er et af de minusser på den ellers fremragende debut.