Kent

Originalitet er et urimeligt krav at stille kunstnere overfor, selvom det er lige præcis, hvad mange kritikere gør. Man kan derimod altid forlange et vist mål af personlighed, og ud fra en sådan målestok har Kent fat i den lange ende. Over seks albumudspil har de nemlig fremspillet en særegen og umiskendelig nordisk signatur, hvor man næsten kan høre iskrystallernes knitren på de kølige tangenter og de veldesignede guitarspor, som bindes sammen af Joakim Bergs begavede og ofte fremragende sangforedrag.

Eneste slange i svenskernes sneklædte paradis har været de selvparodiske ansatser, hvor orkestret har lydt som et jævnt, ja, Kent-coverband. Sådan var det i glimt på ‘Du & jag döden’ fra 2005, og derfor melder ængsteligheden sig da også før mødet med det nye album fra Eskiltunas engle.

‘Tillbaka till samtiden’ kan dog ikke anklages for at drive rovdrift på gamle formler. Vel er udspillet melodiøst som bagkataloget, og vel er vers og vokaler velgjorte, men sangene er med få velkomne undtagelser udstyret med et dansabelt pulsslag. Den slags har Kent flirtet med før, bare ikke så gennemført som her. Men virker det så? Tjah. På plussiden står en til tider matsort og Depeche Mode-inspireret atmosfære, imens det er et klart minus, at udspillet tit lyder som et klassisk Kent-album, der er blevet remixet af en eller anden ‘cool-today-gone-tomorrow’-dj.

Det er bestemt beundringsværdigt, at Kent går ad nye lydspor, det er bare ikke vejen forbi ‘ok’ og hen til ‘godt’. Tyvärr.