Milburn

Milburn er gode venner med Arctic Monkeys, de to grupper kommer fra Sheffield, og de har spillet sammen. Slægtskabet var meget tydeligt på Milburns debut, ‘Well Well Well’ fra sidste efterår, og selvom Milburn viser nye takter på opfølgeren, er det stadig let at genkende den fængende Sheffield’ske britrock.

De fire drenge har samme accentuerede charme, de har også guitarhooket som et helt centralt element og næsten samme næse for det fængende. Generelt er Milburn mørkere og langsommere, og brødrene Joe og Louis Carnall har trods deres unge alder et sæt mørketonede vokaler – især på åbningsnummeret ‘Lo and Behold’ – som giver rocken en troværdig fortællerstemme, der uden yderligere sammenligning leder tankerne hen på folkemusiktraditionen.

Pladen veksler fint mellem energiske og langsomme numre: Fra 120 miles i timen på ‘Cowboys and Indians’ gearer briterne elegant ned til et slæbende tempo på ‘Sinking Ship’, efter et par lynhurtige akkordprogressioner skifter de til akustisk hygge, og efter et udbrud af ung britrock-energi afløser Ken Loach-tåge og engelsk middelklassestemning. Man kan stadig høre meget Arctic Monkeys i dem, men de mangler et stykke for at kunne matche vennernes huskekage-riffs.