Pram

Det starter glimrende med det instrumentale åbningsnummer ‘The Empty Quarter’, der lyder som et soundtrack til en støvet roadmovie. Her hersker americana-afdelingen i fornøjeligt selskab med dæmpet trompet, retro-orgellyde og skæve samples. Men desværre daler niveauet gentagende gange, når man hører hele albummet igennem.

Dette mærkes specielt når sangerinden Rosie Cuckston sætter ind med sin underligt skæve vokal. Man trættes hurtigt af at lytte til hendes letkøbte fraseringer og konstante trang til placere sig en smule skævt på alle toner. Det kan godt være, at dette er et af Pram og Cuckstons kendetegn, men når det går én mere på nerverne, end det gavner, bliver det blot til en irritationskilde, og man skynder sig videre mod albummets næste instrumentale nummer.

Overordnet kan man derfor splitte dette album i to dele. De bedste oplevelser finder man i selskab med de støvede instrumentale numre, som i bedste versioner minder om en barnlig version af Stereolab parret med The Doors’ fornemmelse for udsyret hippie-feeling. Albummets anden, og mindre interessante del, består af de numre, hvor vokalen træder i spil. Disse numre fremstår som værende for intellektuelt fortænkte og som et forgæves forsøg på at placere Cuckston som en unik sangerinde, der fortjener at få opmærksomhed. Det behøver hun ikke at få, i stedet ville det være langt bedre at lade musikken tale for sig selv.