Stereophonics

Kelly Jones er sur. Med god grund. Verden er pilrådden. Musikbranchen er uægte. Det eneste rette at gøre er at gå tilbage til rødderne og indspille sange, som da man var 20. Sådan! Ti sange på ti dage. Rock i øjenhøjde med almindelige mennesker.

Albummet sparkes i gang af det tunge ‘Soldiers Make Good Targets’, så man tror, det er Queens of the Stone Age, der har forvildet sig ind i studiet hos den walisiske trio. Desværre lyder de slagkraftige sange, som når storebrødrene i ditto walisiske Manic Street Preachers pumper sig op til at genfange den vilde ungdommelighed, selvom de utilsigtet er gamle og trætte. Lidt ligesom ældre, der bruger for meget kosmetik. Så slipper Stereophonics mere heldigt fra de fine stille numre som ‘It Means Nothing’ og ‘Daisy Lane’, der begge indfølt berører terroristbomberne i London for to år siden.

Alt tyder på, at man ikke kan skrue tiden tilbage, og man savner den fremdrift og appetit, som gjorde at bandet føltes ivrige efter at indtage hele verden, selvom det ‘kun’ blev Storbritannien, hvor de har haft adskillige pladser på toppen af salgslisten. Spørgsmålet er om Jones er den unge fyr, der med et smil svinger forbi vennerne på stampubben efter fodbold, eller om han er den lidt bitre mand, der for gud ved hvilken gang belærer stedets gæster om de forsvundne gyldne dage? Noget kunne tyde på det sidste.

Stereophonics. 'Pull the Pin'. Album. V2/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af