The Hives

Det startede med et hvidt fra Beatles. Senere kom et sort fra blandt andre Prince, Metallica og Jay-Z. Så sendte Danger Mouse et gråt på gaden, og nu kommer svenske The Hives med et album, som er både sort og hvidt. Med en slet skjult reference til et par rockhistoriske milepæle er The Hives tilbage med deres fjerde album. En udmærket plade, hvor svenskerne følger pænt i egne fodspor med endnu en omgang dansevenlig garagerock med energi og hitkvaliteter, men også en plade, hvor svenskerne fornyer sig.

Især funknummeret ‘T.H.E. H.I.V.E.S.’ og det swinginspirerede rocknummer ‘Well All Right’, der begge er med producerhjælp fra Pharrel Williams, og det partypotente miks af funk og uptempo break beat i ‘Giddy Up!’ og ‘Puppet On a String’, der udelukkende er lavet på vokal, piano og syntetiske håndklap. Alle fire viser, at svenskerne har mere end danserock i de stivstrøgne hvide blazerærmer.

Men for det meste holder svenskerne sig dog til deres metier: Den fængende, hookbaserede og stortrommedrevne danserock. Udtrykket er effektivt, energisk og festligt, men af og til er det desværre svært at få øre på musikkens nerve. Betegnelser som poppunk og slagssangsrock trænger sig på, blandt andet når man hører albummets åbningsnummer og førstesingle ‘Tick Tick Boom’, og det er ærgerligt for et band, som fint fornyer sig og snupper netop det ordspil til titel.