Underworld

Alle ungdomskulturer bliver voksne. Ligesom det for længst er sket for rockmusikken, har også technoen nået en alder, hvor den ikke længere automatisk er kædet sammen med vild ungdom og kunstnerisk nybrud. Flere af genrens giganter er efterhånden blevet veteraner, og det gælder også engelske Underworld, som tegner sig for et af de helt store kapitler i den elektroniske dansemusiks udviklingshistorie.

Deres ‘Dubnobasswithmyheadman’ fra 1994 er stadig et reelt bud på det bedste technoalbum nogensinde, ligesom singlen ‘Born Slippy’ fra filmen Trainspotting fortsat er blandt den elektroniske musiks allerstørste hits til dato. Men Karl Hyde og Rick Smith er i mellemtiden blevet modne mænd i fyrrerne, man ikke længere forestiller sig fyre den af til hæmningsløse rave-fester til langt ud på morgenen. Desværre sporer man da også en vis træthed på deres syvende album, der ofte savner både gnist og ideer.

Der er skam højdepunkter, hvor duoens kendemærker er intakte: Fra den maskinelle percussion på ‘Beautiful Burnout’ til de psykedeliske lydcollager på ‘Best Mamgu Ever’. Og ‘Holding the Moth’ er klassisk Underworld med bredsporede basmotiver og matterede klaverakkorder, mens Karl Hydes opklippede ordstrømme dykker ned i underbevidstheden. Men der er for langt mellem de interessante bidder, og i forhold til den stribe af mesterstykker, Underworld så gavmildt diverterede med op gennem 90’erne, er det svært ikke at blive skuffet over dette lovlig lunkne udspil.

Underworld. 'Oblivion with Bells'. Album. Different/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af