Mary Gauthier

Den 45-årige Mary Gauthier er en omvandrende countrysang. Et utilpasset hittebarn, der stjal en bil, stak af hjemmefra, endte som narkoman og alkoliker, men blev til sidst frelst. Ikke af Jesus, men af venlige sjæle, der betalte hendes vej gennem kokkeskolen. Ligesom en anden af Bibelbæltets aldrende frie fugle, Lucinda Williams, er Mary Gauthiers organiske americana tydeligt mærket af de ikke altid lige barmhjertige år. Men hvor hendes første fire plader ikke kunne vriste sig helt fri af fortidens dæmoner, tør den i øvrigt ærkelesbiske sangerinde og restaurantejer nu endelig give slip på elendigheden.

I stedet helliger hun sig hjertets egne følelser. Selvmedlidenheden holdes flot i stik fra start til slut, og selv det ‘sædvanlige’ signatur-materiale af sange om at fejre Thanksgiving i fængslet, om Amerikas uddøende hobo-kultur, og om at blive smidt af i svinget i denne verden, leveres mere gribende end Lucinda Williams, eller nogen anden af de såkaldte alternative country-dronninger nogensinde har været i stand til.

Joe Henry, som med sin egen aktuelle ‘Civilians’ står bag en af årets helt store oplevelser, har produceret, og har gjort det på en så gribende og berigende måde, at albummets magi også kommer af hans guddommelige sans for de små velanrettede detaljer. Fem sekunders trædeorgel her, et øjebliks drømmende lapsteel der. Produktionen løfter Mary Gauthier op på et niveau, hvor de færreste før har været, og mesterligt håndværk og vidunderlige sange gør dette til et karrieredefinerende højdepunkt for både Gauthier og Henry.