The Black Dog

Det er ikke kun techno-ravere med hang til nostalgi, der har grund til at glæde sig, over at pladeselskabet Soma har valgt en genudgive remastererede udgaver af en håndfuld The Black Dog-plader fra slut-80’erne og start-90’erne. Gruppen var dengang et af de vigtigste navne på den elektroniske scene, og var især kendt for at være med til at definere den fremadstormende IDM-bølge. Derfor har enhver med interesse for elektronisk musikhistorie, eller for den sags skyld bare med hang til god elektronisk musik, også grund til at være glade.

Ganske vist har dette album altid, og med god grund, stået i skyggen af gruppens hovedværker, ‘Bytes’ og ‘Spanners’, som udkom henholdsvis lige før og lige efter, men der er stadig tale om et spændende og anbefalelsesværdigt album. Det byder ofte på kompleks electronica, techno og electro, som det lød i starten af forrige årti, men det er produceret med så megen ekvilibrisme og idérigdom, at det, selv med de 14 år det efterhånden har på bagen, lyder friskere end de fleste nye plader i samme genre.

Oven i købet får man et på én gang varieret og sammenhængende album. Man får svævende, minimalistiske techno på ‘Cost II’, tilbagelænet downbeat på ‘Kings of Sparta’, mere hektiske electro på ‘Cycle’, magisk ambient på ‘The Crete that Crete Made’ og en hel masse midt imellem, men det hænger upåklageligt sammen.

The Black Dog. 'Temple of Transparent Balls'. Album. Soma/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af