The Pyramids
Bestemt flertal: ‘The’ – det lille ord, der indgår i absolut flest bandnavne. Men til trods for udbredelsen er det især blevet tilknyttet en bestemt slags musik: Garagerock. Nu hvor århundredskiftets hype har lagt sig og siden er blevet erstattet af en del andre, kan man endelig lytte til en garagerockplade igen uden at tænke: Mon de bare prøver at skamride bølgen?
The Pyramids virker umiddelbart oprigtige. De skriver selv i deres pressemeddelelse, at de er inspireret af 60’ernes amerikanske garagerockbands, og med deres simple, repetitive riffs og ensformige rytmer fordelt over en halv time er det svært at sige dem imod. Men hvorfor starter de så med ekkoende, hylende guitartoner og gonggong-slag, og stopper op midtvejs i albummet med behagelige, dronende guitartoner, er et godt spørgsmål. De synes alligevel at have en eksperimentel ‘artfag’ gemt bag deres smøgtilrøgede forstærkere. Desværre får det resten af numrene til at virke fortænkte, fordi de nærmest bevidst slasker derudaf med rigeligt støjende rumklang i én lang insisterende gentagelse.
Den slørede, lyse vokals forplumrede desperation lyder sådan set ærlig nok, men bandets komplet skabelonagtige udforskninger af simplicitet virker demonstrative og står i vejen for nogle ellers engagerende sange. Som om de bare vil være primitive for enhver pris.