Kaizers Orchestra

Ethvert band, der som Kaizers Orchestra har startet karrieren med en støjende, norsk sigøjnerpedal trådt helt i bund, kommer på et tidspunkt et sted, hvor der skal tages et valg: Skal man fortsætte med at spille fandenivoldsk og lykkeligt gal musik, eller skal man skrue lidt ned for tempoet og gøre plads til et mere modent udtryk?

I Kaizers’ tilfælde har de på deres fjerde album valgt sidstnævnte mulighed. Og derfor præsenterer de ellers så støjende nordmænd nu et album, hvor trædeorgel og olietønders skramlen ofte er placeret i baggrunden, mens der i stedet er gjort plads til en række afdæmpede numre.

Langt hen ad vejen klares temposænkningen ganske fint, og de skæve ballader som eksempelvis duetten ‘Den andre er meg’ og ‘Med en gong eg når bånn’ er gode eksempler på, at Kaizers Orchestra er i stand til skabe decideret smukke numre.

I den mere rockede afdeling finder man førstesinglen, ‘Enden av november’, der både indeholder polkaklaver, croonervokal, guitar/banjofigurer og et lækkert soulet falsetafsnit, og som leder tankerne mod Venedigs vuggende gondoler.

Det norske Kaizerskab har skabt et album, der besidder masser af melodisk kvalitet og tæft, men som glimrer ved fraværet af deres tidligere så velkendte aggressivitet. Bevares, de afdæmpede numre er yderst fine og smukke, men albummets mangler bliver primært tydelige i de hurtigere numre, hvor der mangler de sidste ti procents rockenergi.