Pellarin

Som medejer af pladeselskabet Statler & Waldorf og som manden bag en håndfuld glimrende plader er Lars Pellarin en af Danmarks fineste ambassadører for den elektroniske variant af dubgenren, som den kom til at lyde, da tyskerne tog den til sig i start-90’erne.

Derfor er det heller ikke overraskende, at hans helt nye soloalbum byder på netop klinisk, elektronisk dub. Danskeren har dog taget et skridt mod den mere technoide del af genren, uden at det betyder, at albummet ikke fungerer som lyttemusik. Selvom det er svært ikke at vugge med på de tunge, taktfaste 4/4-rytmer, er det nemlig albummets meditative ro, der er hovedattraktionen. Ovenpå ligger de lette, svævende lag, der, trods det, for genren, traditionelle storforbrug af tung bas, giver albummets i alt seks skæringer en overvældende følelse af vægtløshed. Sammen med de lange repetetive forløb skaber det en næsten trancelignende effekt.

Samtidig har Pellarin haft held med at tilføje helt enkle krydderier til den traditionelle opskrift på dubtechno. Der er godt med ekkoeffekter og alt det andet, man kunne forvente, men uden at overdynge albummet med forstyrrende elementer, er det lykkedes Pellarin at gøre den ellers grundigt gennemtæskede genre til sin egen. Jesper Henriksens sløve croonervokal på ‘Whistle Like You’re 56’ og ikke mindst de mystiske percussion-samples på det fabelagtige ‘Iran’ er gode eksempler, men hele vejen er det de små uforudsigelige finesser, der uden at dominere for meget gør udslaget.