Boris – forskruet rullende mantra
En japansk specialitet er at forskrue vesterlandsk musikkultur. Tænk blot på Pizzicato 5, eller når det japanske doombandet Boris smart replikerer coveret til Nick Drake’s ‘Bryter Layter’ og desuden kalder det seneste album ‘Smile’, der usædvanligvis for dem – men ellers i overensstemmelse med Brian Wilson’s idéer – er vokalbaseret.
‘Smile’ satte dagsordenen for aftenens koncert. Det vil sige masser af sang og et ikke helt så utilnærmelig udgave af Boris, der ellers normaltvis gør sig i brummende abstrakt drone. På en forrygende eksotisk måde blandede de den mest tunge rockbund, man kan forestille sig, med næsten saccharin-sød pop. Som et rullende mantra, der stormede i flere retninger, kunne det minde om en lang ekskursion ud i kosmos – som en moderne, fordrejet udgave af Can eller Hawkwind.
Boris er simpelthen über coolness at se på en scene. Ligesom deres musik udstråler de rå rockattitude, men også elegant kønhed. Og så er deres trommeslager fabelagtig på en scene ved at ustandselig at hæve den ene trommestik ud mod publikum, som var det i virkeligheden Kiss, han spillede med i.
Bandet gav den fuld skrue i måske lidt for lang tid, men hvad der satte en dæmper på koncerten, var publikums besynderligt uimponerede distance. Boris laver udfordrende musik, men her var det forventningen om det, som blev udfordret.