Fat Joe

Det er 15 år siden rapperen med det store korpus fik sit gennembruddet med debutalbummet ‘Represent’, der bød på gadekloge rim, skarpt blær og hårdkogte beats fra undergrunden i New York. Siden er det blevet til 8 soloalbums og samarbejde med nogle af branchen fineste rappere og producere for Fat Joe eller Joey Crack, som han ynder at kalde sig selv, men kvaliteten af udgivelserne har været kraftigt dalende, og seneste skud på stammen er ingen undtagelse.

Han vil så utroligt gerne være rigtig street men vil samtidig også sælge ringetoner. Den kombination er sjældent vellykket, og desværre for Fat Joe lykkes ingen af delene her. Lyden er fortrinsvis inspireret af Sydstaternes club-hiphop tilsat malplaceret storhed. Produktionerne er kedelige og flere steder fornærmende ringe, og Joe selv har ikke meget andet end bitterhed og ligegyldige coke-historier at byde på.

Den sukkersøde single ‘I Won’t Tell’ er blottet for kreativitet og har langtfra potentiale til at blive det store radio hit, han søger. The Alchemist og legendariske KRS-One giver ham det perfekte afsæt på ‘My Conscience’, men Fat Joe formår ikke at udnytte chancen og bliver tydeligt udstillet som det svage led.

Fat Joe har altid surmulet over ikke at have fået den respekt, han fortjener. Men måske var det på tide at kigge indad og finde ud af, hvad det egentlig er, han vil. Dette album pynter i hvert fald ikke på cv´et.