Ladytron

Den lyd som for godt to og et halvt år siden lød som noget fra fremtiden på albummet ‘Witching Hour’ er nu blevet overhalet af tiden, og på Ladytrons nye, fjerde udspil er det nærmere fortiden, der huserer. Den engelske kvartet har ganske enkelt ikke formået igen at tage deres synthpop og -rock videre ud i fremtiden.

Det er da også lettere sagt end gjort, specielt fordi Ladytrons blanding af massive synthflader, beats og guitarriffs var så skarpt skåret sidste gang, men også fordi blandingsforholdet efterhånden er blevet brugt af så mange andre siden.

Alligevel formår briterne at få det til at fungere på nogle af de 13 nye sange, som på ‘I’m Not Scared’, hvor Miami Vice-olietønder lidt overraskende løfter det tunge univers sammen med Helen Marnies altid kølige og luftige vokal. Hun er også i centrum på det efterfølgende ‘Runaway’, men det track beviser meget godt problemet på albummet. Det lyder alt for meget, som noget Ladytron har været igennem før, og oven i købet som noget de tidligere har lavet meget bedre og mere melodisk.

Ellers forsøger kvartetten dog at løsne lidt op i deres tidligere så stramme lydbillede, og mens det fungerer okay på det electro-flirtende ‘Predict the Day’, så falder det til jorden i de mere dvælende ‘Kletva’ og ‘Versus’, der savner den nerve, som ellers netop tidligere har været Ladytrons klare force. Så tilbage til fremtiden, Ladytron.