The Dodos

The Dodos har taget navn efter en uddød fugl, der hverken havde udseendet eller flyvefærdighederne på sin side. Endnu et dyrenavn i folkmusikken, og så lige præcis dette her i Dodo & the Dodos-breddegraderne, virker måske ikke som den heldigste kombo. Men hvor dronten (fuglens danske navn) ikke kunne flyve, svæver flertallet af albummets 14 skæringer i de fineste luftlag.

San Francisco-duoen, der består af sanger/guitarist Meric Long og trommetæsker Logan Kroeber har nemlig fat i et krystalklart koncept: Med primale trommer, hidsig akustisk guitar og Patrick Wolf-inspireret vokal, vil duoen bevise, at primitiv folk-musik ikke behøver være indadvendt. En velskrevet sang som ‘Fools’ bevæger sig eksempelvis konstant i overhalingsbanen og kunne snildt fungere som et jogging-soundtrack for folk-fans.

»Come and join us in the trenches« synger Long på “Red and Purple”, og med skudsikker vest og enkelte forbehold er jeg da godt på vej. På albummets anden halvdel kører man dog lidt død i deres nedbarberede koncept, og med en morfar-monokel som linse, kan man vel beskylde bandet for at lave let-fordøjelige sange ud af Animal Collectives tidligere organiske lyd. Tager man brillen af og gnider pessimismen ud af øjenkrogen, kan man omvendt byde The Dodos velkommen som de nye akustiske tronarvinge, nu hvor Animal Collective er begyndt at lege med elektronik.

Når duoen samtidig kan præstere så smukt et nummer som ‘Winter’, og derudover har skabt noget så sejt som en ‘tamburin-sko’ ved jeg godt, hvad jeg stemmer jeg for: Åbn buret og lad den grimme uddøde fugl vralte ind i folk-familien.