The Rascals
Omslaget næsten spuler et højtråbende Union Jack ind i bevidstheden. Tre veluniformerede sortklædte knægte med frisurer fra 60’erne eller 70’erne slendrer ned ad en klassisk engelsk boulevard, som gik de i fodsporene på Beatles’ ‘Abbey Road’ eller Oasis’ ‘(What’s the Story) Morning Glory?’. Men skinnet bedrager på uforudsigelig vis – de antydede forventninger afvises pure, når man sætter Liverpool-orkestret i cd-skuffen.
Godt nok er forsanger (og den ene halvdel af foretagendet The Last Shadow Puppets) Miles Kanes indpiskende vokal umiskendelig britisk i sin åbenlyse engelske klang, men trioen leverer en ungdommelig spruttende punkrock, som snarere nærmer sig andre britiske bannerførere såsom Arctic Monkeys, The Futureheads og bysbørnene i The Wombats, dog uden de helt samme indlysende iørefaldende kvaliteteter.
Udgivelsen må bestemt betragtes som flyvefærdig i al sin pågående og insisterende muskelkraft, med flere velturnerede temposkift og beherskede psykedeliske digressioner, men vingefanget vil næppe bære den energiske trio ind i rockleksikonerne. Dertil er albummet trods alt for omstændeligt, og sangstrukturerne savner nævneværdig nyhedsværdi.
Der er retfærdigvis rigeligt frenetisk og grumset punkrock til at bringe benene i snurrende bevægelser, men armene forbliver ikke desto mindre langs siderne.