Wiley

Wiley er på grund af mange års tro tjeneste i grime-musikkens navn længe blevet hyldet som en af genrens allerstørste pionerer. En status han med garanti bibeholder med dette selvudgivede undergrundsalbum, for med et lydbillede og tekstunivers der er råt, simpelt, vanedannede og fyldt med en originalitet, som kun eksisterer i Østlondon, sætter han for alvor en tyk streg under sit navn.

Præcis som hans forrige udgivelser så er det gadens regler og dagligdag, der er omdrejningspunktet, men heldigvis er alt ikke, som det plejer. Tempoet er lige blevet skruet en tand i vejret, og han har samtidig fundet den perfekte kombination af lyttervenlige og tunge nik-med-nakken-produktioner. Selv er han i topform, og med et flow der er blevet slebet ekstra skarpt, samt tekster der bærer præg af en kæmpe selvtillid, fremstår han yderst overlegen.

Grime-musikken toppede godt nok for et par år siden, og derfor vil mange nok tænke, at den er et overstået kapitel. Denne genre er dog fastbundet af geografi, hvilket betyder, at man skal komme fra et bestemt sted, have en bestemt accent og samtidig være utrolig dygtig rent flow-teknisk. Sammen gør det genren utrolig svær at masseproducere og dermed forblive populær. Wiley beviser dog atter engang, at han er indbegrebet af dette, og netop derfor kaldes han for ‘the godfather of grime’.