Wovenhand

Enhver, der måtte have følt en lille smule ærgrelse over, at CERN’s Big Bang maskine end ikke formåede at producere noget, der bare tilnærmelsesvis mindede om et altopslugende sort hul, kan trøste sig med, at Dommedag stadig er nært forstående i David Eugene Edwards verden. Den tidligere 16 Horsepower-sanger har i årevis trådt den tynde linje mellem afgjort karismatisk udstråling og vaskeægte religiøst vanvid, og som så ofte før vandrer Edwards atter hvileløst rundt mellem Himmel og Helvede.

Således synes ‘Ten Stones’ heller ikke at føje ny handling til historien om Edwards og hans noget komplicerede forhold til Vorherre. Det er ærgerligt, for i en tid hvor Dommedag er en pris, vi er villige til at betale for et lille Big Bang, burde disse religiøse rablerier få de fleste på bedre tanker.

Men på ‘Ten Stones’ sidder Edwards fast i sin egen gudsjammerlige pessimisme. Selvom han giver guitaren lov til at larme lidt mere end tidligere og i øvrigt lukker flere dygtige musikere ind i folden – heriblandt den gamle 16 Horsepower-bassist, Jean Yves Pascal – bliver albummet aldrig interessant og Edwards’ gammeltestamentlige gudfrygtighed aldrig rigtig rystende.

Hvor er fandenivoldskheden, punken og energien blevet af? Edwards nærmer sig for første gang det ordinære, det kedelige og uvedkommende, og det på trods af at han tilsyneladende er i endnu mere bad standing hos de højere magter, end han nogensinde har været.