The Datsuns
»Det her har man hørt tusinde gange før. Det kunne da være hvem som helst«, er de første tanker, der går igennem hovedet på én, når man lytter til det fjerde album fra The Datsuns.
De fire fyre fra New Zealand går ellers fra starten direkte efter den essentielle i-takt-bevægende-rockfod, som de umiddelbart mener bedst kan stimuleres med en omgang halvtriviel poppunk. Nummeret ‘So Long’, som leveres med glimrende åh åh-hooks, er et af de bedre forsøg på at ramme koblingen mellem pop, punk og powerrock, mens man i den absolut modsatte ende af spektret finder ‘Cruel Cruel Fate’. Her lyder The Datsuns mest af alt som et middelmådigt gymnasie-rockband med ditto forsanger, og netop her fryser rockfoden for alvor fast.
Derimod er The Datsuns langt mere interessante, når de tager livtag med mere riff-betonet og syret rock, hvor man fornemmer, at Queens of the Stone Age og måske endda mastodonten Led Zeppelin rumsterer i baggrunden. Men desværre er numrene af denne karakter ganske underrepræsenterede på albummet, og derfor fremstår The Datsuns som et overeksponeret, poppunket garageband. Et band der ganske vist spiller glimrende, men som ikke længere har de fornødne kræfter og evner til at kunne opretholde og bidrage yderligere til den opmærksomhed, som tidligere har omgivet dem.