Anne Linnet

Der har altid været noget umiskendeligt genkendeligt over Anne Linnet. Den karakteristiske uskolede stemme. Sværdslagene mellem det hyper-følsomme gemyt og en nogle gange næsten brutal ligefremhed både musikalsk og på tekstsiden.

‘New Yorkeren’ kunne såmænd ligeså vel være indspillet med Thomas Helmig i 1988 men passer også glimrende ind i lydbilledet anno 2008. Og sangen er netop et vidnesbyrd om den slidstærke genkendelighed hos Linnet samt en cadeau til sønnen Marcus Linnet, der har produceret dette popalbum med respekt for moderens særegenhed og blik for tidens toner og rytmer. Tidstypisk uden at være leflende.

I fine, dansable sange som ‘Har du glemt’ og ‘Alt i mig’ om kærligheds-kvaler kan genhøres elementer af den kuldslåede synth-lyd og det metalliske basspil fra Marquis de Sade-tiden og signatur-nummeret ‘Glor på vinduer’, ganske vist tilført et ikke alt for glat lag i produktionen.

‘Atter en dag’, der må stå som en af Linnets absolut bedre vokalpræstationer, er albummets klart mest rørende nummer. Svagest står ‘Politik’, en rocket protestsang der nok klør på med potente statements, men som i udtrykket er alt for kliché-tung. Og nu hvor vi er ved svaghederne, så er jeg heller ikke tosset med de musikalsk noget bagatel-agtige ‘Affære’ og ‘Et glimt af dig’, der fremstår lovlig klæge.

Men det ændrer ikke på, at ‘Anne Linnet’ er grundlæggende vellykket. En respektfuld forankring i fortiden og en åbenhed – men ikke alt for næsegrus beundring for nutiden – gør, at fremtiden ser lys ud for Linnet.